Mig og mit hovede...

Jeg havde lige skrevet et virkeligt langt og for mig vigtigt indlæg, og så går fucking lorte blogspot ned! ('Scuse the French).

Jeg bliver så arrig! Jeg havde skrevet på noget der betød noget for mig, og så bliver det bare tabt ude i cyberspace! ÆV!

Jeg skriver aldrig mere noget uden at have det i et worddokument ved siden af!



Hvad jeg ville sige var noget lignende dette:

Mig og mit hovede arbejder ikke altid lige godt sammen.
Vi har arbejdet på det altid, men vi har lang vej foran os endnu.

Jeg faldt over dette indlæg fra Chaos og det satte nogle tanker igang.

Jeg smed en kommentar, men jeg synes den kommentar fortjener sit eget indlæg:

"(...)Ja, jeg er meget overvægtig. Men det er ALDRIG blevet kommenteret.
Hvilket så har resulteret i at jeg bare har tænkt 'nåmmen, så er det jo ikke så slemt, når nu ingen reagerer' og så er det bare blevet endnu værre...

Mit kropsbillede er helt hen i vejret, har altid været det, og min kæreste ramte hovedet på sømmet den anden dag hvor jeg havde købt en pose lakrids, han spørger så 'skulle du ikke tabe dig?' jeg siger 'joooo...' han siger 'men du vil hellere have slik?'

AV!
For manden har jo ret!
Vil jeg helst tabe mig eller spise den ekstra håndfuld slik?!

Det burde være et simpelt svar, men mit forskruede hovede tager det til sig i tredive sekunder, for derefter at hælde det ud igen...

Det er jo nok ikke så slemt...?"

Det burde jo være så simpelt. Selvfølgelig vil jeg hellere tabe mig end have en ekstra skålfuld slik, og selvfølgelig skulle jeg ikke engang overveje at købe madvarer når jeg er alene. For det ender altid galt.

Jeg KAN åbenbart ikke gå udenom mad.
Og det er ligemeget hvad det er og hvornår det er.

Kedsomhed = mad, tristhed = mad, glæde = mad. Mad mad mad mad mad!
Hvorfor kan jeg ikke bare spise hvad min krop rent faktisk har brug for?!

Jeg siger ikke at jeg ville være normalvægtig hvis folk prikkede til mig indimellem, jeg siger bare at jeg oplever noget andet end Chaos.
Jeg oplever berøringsangst.
Og jeg ville heller aldrig selv nævne sådan noget til andre, fordi jeg selv synes det er SÅ pinligt at jeg ikke har en skid kontrol over noget der er usundt for mig, både fysisk og psykisk.

Jeg ved ikke hvor, hvorfor og hvornår filmen er knækket i mit hovede, men knækket, det er den.
Kan jeg mon nogensinde finde ud af at samle den op, lime den sammen, og få den afspillet på normalvis?