torsdag den 30. januar 2014

Når man egentlig godt kunne ønske sig et sæt knæbeskyttere til arbejdsbrug...

Jeg er startet i praktik. I en vuggestue. Det foregår heeelt nede i gulvhøjde, bogstaveligt talt.
Men søøøøde unger! Og søøøøøde kolleger! To kæmpe plusser!
At det så er tissekoldt altid, så jeg må have leggings under bukserne, og tre bluser på, er jo hvad det er... Men det er også på landet. Og det ER bare koldt og vinter og blæst i øjeblikket, og den slags smitter jo også af på indeklimaet.

Og jeg får da også mit daglige adrenalin-kick på vejen dertil hver dag, når jeg skal tvinge Volvo'en igennem fygesne på både motor- og landevej. Damn you, åbne vidder!
Det er lidt sært med det sted, for dengang jeg læste til sygeplejerske, var jeg i hjemmeplejepraktik ikke 100 meter fra der hvor jeg er nu. Man kan faktisk se stedet fra personalerummet... Men det er godt nok længe siden efterhånden. Både tids- og hjernemæssigt. Jeg kan ikke lade være med at undres og glædes over hvor meget klogere jeg er blevet siden da. Der er sket mange ting siden 2007 eller hvornår det nu end var.

Og jeg har det stadig godt! Virkelig godt! Og jeg NYDER det sgu!

mandag den 13. januar 2014

Ting man ikke skal gøre når man ikke kan sove

* Se Snooki & Jwoww. Jeg elsker dem, de er så søde og dumme, og det er svært ikke at grine højlydt.

* Udspille sindssyge scenarier i hjernebiografen. Det tillokker ikke søvn.

* Gennemgå gamle forbrydelser. Igen ikke tillokkende.

* Facebook/google undersøge sig selv og andre (forholdvis) random personer. Stalker-følelsen er ikke såååå sej.

* Stresse over neglelak. Jeg mener, virkelig?! Neglelak?! Hvor vigtigt er det egentlig i virkeligheden???

* Overveje næste skridt i oprydningsprocessen. So many things, SO not the right time!

* Overveje hvordan man overhovedet kom ind i en oprydningsfase? WTF?

* Kigge på børnetøj. Lillen mangler virkelig ikke. Kommoden kan ikke lukkes.

* Irritere sig over at tegnekundskaberne bare ikke er hvad de var en gang.

lørdag den 11. januar 2014

Om at være glad. Sådan rigtigt glad.

Helt ærligt, titlen er lidt noget jeg frygter.
Jeg har haft det så skidt, så længe, at jeg er helt nervøs for at jinxe det, hvis jeg siger for højt, at det går godt.
For det gør det. Det går rigtig godt. Og jeg nyder det.
Jeg er stadig hunderæd for at ryge ned i det sorte hul igen, men jeg bevæger mig længere og længere væk fra kanten. Jeg håber at denne udvikling vil vare ved, og at hullet med tiden bare vil være et fjernt, dystert minde.
For det skal ikke glemmes. Så er det jo at det bliver farligt. I det øjeblik man føler sig usårlig, er man allertættest på at blive væltet. Så det sorte hul skal huskes og respekteres.

Jeg havde nogle uger i efteråret hvor jeg var ved at blive bekymret for mig selv, men gudskelov (ikke at han har noget med det at gøre...) var det forbipasserende.
Igen tør jeg næsten ikke sige det, efter så mange forsøg; men jeg tror min uddannelse har noget med rejsen væk fra hullet at gøre. Og dog. Måske er det ikke uddannelsen, måske er det menneskerne.
Hver eneste gang vi har skullet dele nye studiegrupper (og det er sket en del), har jeg været lige ved at kaste op af nervøsitet, og har villet droppe ud lige på stedet, men hvor er det dog godt jeg ikke gjorde det!
For jeg har virkelig været heldig med de grupper! Først internt i klassen, og nu på de blandede liniefagshold.
For nu hvor jeg endelig havde det okay med at skulle deles i grupper i klassen, smider underviserne det selvfølgelig lige lukt i skraldespanden, og siger at vi skal starte forfra.
Jeg lander i gruppe med én fra min egen klasse (som jeg aldrig har arbejdet sammen med før) og to drenge fra en anden klasse. Alle mine andre grupper har været 100% piger, så jeg var ærligt talt lidt loren ved de to knægte, men hurra for dem!
Det er faktisk lidt som at være sammen med spejderne igen. Drengehumor er fantastisk. Tænk sig, at jeg næsten havde glemt det!

(Og så skal jeg vist til at holde igen med de teksttunge indlæg...)

onsdag den 1. januar 2014

Året der gik, farvel til 2013



2013 var et lidt... Underligt år. Jeg var fuldtidssygemeldt fra september 2012 og til april, hvor tingene begyndte at lysne en smule. Desværre blev jeg sendt i aktivering på et fuldstændigt ligegyldigt jobsøgningskursus, hvilket slog mig noget af pinden igen. Generelt var det ikke sjovt at skulle have med Jobcentret at gøre, men de tilbød trods alt to okay ting; et fysisk træningshold, og et gruppe samtalehold.
Det var som sagt ok. Men ikke mere end ok, og jeg var SÅ lettet, da jeg stoppede der.
I juni blev jeg sendt på endnu et jobsøgningskursus, samme sted som sidst, og med ligeså ligegyldige emner, især da jeg på daværende tidspunkt havde fundet ud af at jeg skulle søge ind på pædagoguddannelsen.
Men jeg kom igennem det, og blev optaget på studiet.
Jeg gik helt ærligt ind til det studie med blandede følelser, både min mor og søster er pædagoger, og jeg har aldrig selv higet efter den uddannelse, men på én eller anden måde føltes det som det rigtige at gøre.
Jeg var og er stadig i tvivl om valget ind imellem, men jeg er nået frem til at jeg bare godt kan lide at gå i skole... (FREEEAAAK!) Jeg er heldigvis havnet en en rigtig god klasse, og har haft nogle super studiegrupper so far.
27/1 skal jeg i min første praktik, og det gruer jeg helt ærligt for. Jeg skal i en vuggestue, hvilket jeg har prøvet før, men denne gang er det jo ikke 'bare' som vikar, denne gang bliver der stillet krav til mig, og det er der filmen plejer at knække for mig. Men jeg må tage det én dag ad gangen, og huske mig selv på at det trods alt 'bare' er børn, det er ikke radioaktivt materiale, der er plads til fodfejl.

2013 var et udmærket år på rejsefronten. I April var jeg med en veninde i Berlin, og det er helt sikkert en by jeg skal tilbage til en dag, jeg vil vildt gerne se alle museerne und so. Sommerferien gik til Tenerife, og den var helt ærligt mindre sjov. Lillen sov SÅ skidt om natten, og fordi vi skulle sove i samme værelse, som vi andre også dårligt. Men vejret var dejligt, og han er heldigvis en vandhund, så alt gik alligevel, til trods for manglende søvn.
I efterårsferien var manden og jeg i London (min yndlings by!) med min søster og hendes kæreste og det var SÅ godt! Jeg elsker, elsker, elsker den by, og selvom jeg har været der virkeligt mange gange, vil jeg altid vende tilbage!
Juleferien blev halvspontant tilbragt på Gran Canaria, da vores juleplaner pludselig gik i vasken en måned før den store aften. Det var en meget sær oplevelse at fejre jul i sand og palmer, men nu kan vi da sige at det er prøvet, og personligt behøver jeg nok ikke gøre det igen. I hvert tilfælde ikke lige med det samme...

Alt i alt var 2013 et ret blandet år på alle fronter, men jeg tror jeg er på vej frem. Jeg er ligeså stille begyndt at finde ud af hvem jeg er (tror jeg nok...) og hvor jeg vil hen. Jeg har fundet min morrolle i endnu større grad, og jeg lærer hele tiden nye sider af den position at kende. Hurra for en 2½-årig i mega trodsfase!