Jeg har overvejet dette indlæg i et stykke tid.
Mest fordi det handler om ting der ligger langt fra alt hvad jeg ellers plejer at skrive om, og også fordi jeg skulle finde en måde det kunne skrives på, uden at genere for mange menesker...
(SÅ alvorligt er det heller ikke, no worries!)
Normalt beskæftiger jeg mig ikke med politik. Overhovedet.
Det siger mig ingenting. Jeg er ganske klar over at det nok er en usund holdning, og jeg bruger da også min stemmeret, men det er bare ikke noget jeg gider bruge tid på.
Men.
Her for et par uger siden var der midtvejsvalg i USA.
Barack Obama har siddet i (næsten) to år, og så skal vi se hvordan borgerne mener han klarer det.
I den sammenhæng har jeg efterhånden fået set en del afsnit af 'The Daily Show' med Jon Stewart, noget jeg ellers har zappet væk fra hurtigst muligt.
Efter at have hørt på manden (Stewart) et par timer, har jeg fundet ud af, at det jo er ham der har fat i noget over there.
Samtidigt med at jeg har fået respekt for programmet, er jeg også blevet mere og mere bange for amerikanere.
Ikke bange som i 'Åh nej, de kommer og tager mig om natten'-bange, men bange på deres vegne, fordi de er så uoplyste.
Jeg generaliserer groft, det er jeg klar over, men det er bare skræmmende ofte at man ser en eller anden random 'Joe' der udtaler sig om det amerikanske samfund.
Uhyggeligt mange interviewede mennesker mener at Obama er socialist?
De ved tydeligvis ikke hvad socialisme er.
De råber op om kinesiske tilstande og EU er i øvrigt også SÅ tæt på at være kommunister, at man burde gå i krig med dem.
Really?
Er et velfærdssamfund lig med kommunisme?
I mit hovede; nej. På ingen måde.
Det involverer social tænkning og omsorg for alle, men er det ikke netop hvad de amerikanske 'Joes' prædiker om hver søndag i kirken?
At man skal hjælpe sin nabo, hvis han ikke kan hjælpe sig selv.
I det hele taget mener jeg at det er hyklerisk at kalde sig selv for en 'god kristen' hvis man ikke kan tåle at betale skat for at hjælpe svagere i samfundet.
For hvor ville vi så være?
Så ville vi være et sted, jeg bestemt ikke har lyst til at opleve, hvor enhver har nok i sig selv og i øvrigt gør hvad som helst for at undgå at hjælpe andre. De må jo hjælpe sig selv.
Tilbage til amerikanerne.
Jeg ved at der findes veloplyste amerikanere, men de kommer bare aldrig i medierne.
Jeg ved at der findes amerikanske borgere der kan se ud over deres eget stakit, borgere der ønsker forandring.
Og det var jo det Obama blev valgt på.
Change. Og 'Yes We Can!'
Men han får ikke lov til at kunne. De amerikanske vælgere vil have action, de vil have resultater, og helst i går, og sådan fungerer verden jo bare ikke.
Her i landet er vi så oplyste om vores politikeres færden, at vi nærmest ved hvilken farve strømper de foretrækker.
Men vi ved også hvad de står for. Og vi ved at de ikke allesammen kan få ret. Og vi ved at demokrati tager tid.
Det sære, synes jeg, er jo at amerikanerne har denne her forestilling om en 'American Dream'. Den handler om en mand der kommer fra ingenting og bruger sit liv på at arbejde sig opad i verden og ender med at være succesfuld.
Men det sker jo ikke 'overnight'. Så hvorfor skulle noget som helst andet gøre det?
Hvis jeg skal være grov, vil jeg betegne de amerikanere der ikke kan vente på forandring, som en flok småbørn. De råber og skriger at de vil have, og når de så får, men det ikke går hurtigt nok, så smider de sig på gulvet og hyler til de er blå i hovedet.
Det er ikke nogen pæn sammenligning, men det er desværre typisk den fremstilling man får af amerikanere i medierne.
Og det er jo ikke fair.
Heller ikke overfor 'småbørnene'. For helt ærligt, er det jo sådan de er opdraget. De gør udelukkende hvad de har lært af deres omverden.
De kan ikke gøre for det.
Og dét er uhyggeligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar