onsdag den 16. februar 2011

Opråb!

Jeg loggede på til et alvorligt indlæg fra den søde Betina, der omhandler en af mine største kæpheste.

Som én der selv har været rigtig syg, rigtig længe med depression og angst, kan det virkelig 'sætte mit pis i kog' (som min kære mor ville udtrykke det) at der er så lidt forståelse for et emne der trods alt berører langt de fleste af os.
Jeg tror det er svært at finde en person ude i det danske land, der ikke kender en der har/har haft en depression, og derfor skærer det mig voldsomt i øjnene når der stadig findes menensker der mener, at derpression bare er noget man kalder det, når man ikke lige gider tage sig sammen...!
Jeg bliver hidsig over sådan en indstilling, for er der noget man gerne vil som depressiv, så er det sgu at tage sig sammen!

Hvem har lyst til frivilligt at synke længere og længere ned i en sump af mørke, hvor man bare ikke kan se en udvej?
Ikke nogen siger du?
Jamen, så er min pointe bevist.

Jeg kan stadig blive rigtig ked af det og bange, når jeg tænker på hvor dårlig jeg faktisk var, og jeg vil ikke ønske det for nogen, nogensinde at have det sådan. Når det eneste der fylder, er store tunge tanker i ens hovede, der bare ikke forsvinder, og som man til sidst ikke orker at kæmpe imod, så er det ikke sjovt at være menneske.

Mens jeg var i det, havde jeg også 'så tag dig dog sammen'-indstillingen, men jeg kunne bare ikke. Fysisk eller psykisk. Der var ikke plads, energi, mulighed for at komme videre uden hjælp.
Og det med at spørge om hjælp har aldrig været min stærke side, trust me!
Men det betaler sig. For fanden det betaler sig at spørge om hjælp.
Når man endelig erkender, at her er noget man ikke selv kan klare alene, kan bare det at sige at man har brug for hjælp, løfte en lille sten fra ens hjerte.

Jeg har det godt i dag. Men jeg ville ikke have haft det godt, uden hjælp, proffesionel og privat.
Det sværeste er at bede om hjælp. Men det er det hele værd.

2 kommentarer:

Linnea sagde ...

Jeg bliver meget sjældent rørt over noget, men jeg kunne virkelig identificere mig med dette indlæg. Det er så vigtigt, at depression og angst ikke bliver tabuiseret, og efter at jeg selv kom i behandling for få måneder siden, har jeg også valgt at være meget åben omkring det, når der var ting, som jeg ikke selv følte, at jeg kunne klare. Det er en ufatteligt hård kamp sommetider, men jeg ser dag for dag, hvordan jeg bevæger mig længere og længere fremad. Bare det at turde drømme og ikke længere være bange for at leve, er et meget stort skridt for mig :) Godt at sådan et vigtigt emne bliver bragt på bane!

Louise sagde ...

Tak og godt at det rørte dig!

Jeg håber at noget af tabuet kan blive manet i jorden hvis alle bare er åbne og ærlige om hvordan det føles at have en depression, det må jo trænge igennem til selv de mest kyniske på et tidspunkt.

Og held og lykke emd din videre færd :)