En pudsig ting...

Da jeg gik i folkeskole var jeg den stille. Den kloge, der altid blev valgt først til quiz, og som altid fik de høje karakterer. Jeg var sindssygt genert og tog aldrig initiativ til noget som helst socialt.
Mine forældre fortalte mig altid at jeg bare skulle ringe til mine klassekammerater, for de ville helt sikkert gerne lege med mig, men det var bare ikke noget jeg gjorde. Jeg var sikker på jeg ville blive afvist. Jeg aner ikke om dette var tilfældet, og det var egentlig heller ikke meningen at dette skulle være et tude-indlæg. Det skulle være et build-up til noget jeg oplevede for nyligt.

De sidste to måneder, har vi på skolen været inddelt i grupper på tværs af klasserne. Sidste fredag skulle vi evaluere det forgangne forløb (don't mention the war) og jeg kom i gruppe med en super cool fyr jeg før har arbejdet sammen med på et andet forløb. Vi lavede sjov og hyggede generelt lidt for meget og lidt for højt, men det var skægt!
En anden person i min evaluerings-gruppe var så i arbejdsgruppe med min studieveninde N, og havde beskrevet mig overfor N som 'hende der snakker virkelig meget!'

Den mærkat tror jeg aldrig jeg har fået før.
Det var lidt sært. Og rart. Lidt befriende. Og et lysende bevis på at jeg virkelig er vokset som person.
For helt ærligt, den generte, tilbagetrukne 12-årlige inde i mig er ikke virkelig. Hun er en del af mig, men hun ER ikke mig.

For jeg er 'hende der snakker meget'. Hende der har svært ved at holde kæft, hvis underviseren siger noget vrøvl i klassen. Hende der faktisk er ret sjov. Og hende som endelig er ved at være okay med den hun er.

Tillykke til mig.