Min dårlige samvittighed...

Ja, her snakker jeg ikke om Afrika eller orkaner eller andet der påvirker mange mennesker, jeg snakker om mig selv. Så egocentreret er jeg nemlig.

Jeg har stillet dette spørgsmål før, og dette er nok ikke sidste gang; Hvorfor fatter jeg det ikke?!

Med 'det' menes vægttab, og med 'hvofor' menes HVORFOOOOR??!!!
Hvorfor kan jeg ikke bare få ind i min skal, at jeg er nødt til at gøre noget, hvis jeg ikke vil se sådan her ud altid.
At jeg er nødt til at se på hvad jeg spiser, og ikke bare spise for at spise, men fordi jeg rent faktisk er sulten, og fordi min krop har brug for noget næring?
For selv mine mange kilo har jo brug for næring. Det ville være nemt, hvis man bare kunne gøre som stofmisbrugere, eller alkoholikere, og tage en kold tyrker.
Men det er jo det tarvelige ved at være 'afhængig' af mad. Man er nødt til at have noget, bare mindre og andet.

Jeg er SÅ træt af at jeg ikke kan gentage sidste års succes, hvor jeg på 5 måneder tabte 14 kilo.
Hvorfor fortsatte jeg ikke på den rute?
Jeg ved det ikke.
Men det har nok noget at gøre med, at jeg altid har tyet til mad, når jeg har været ked af det, glad, kedet mig, whatever!
For det er jo ikke bare trøstespisning. Det er konstant spisning.
Så har jeg haft perioder, hvor jeg er gået fuldstændigt over i den anden grøft, og ikke har spist noget som helst i mange mange timer, og det duer jo heller ikke.
For så bliver man træt og sløv og dårlig.

Det er egentlig bare åndssvagt, for jeg har jo så sent som sidste år, bevist ovefor mig selv at jeg godt KAN tabe mig.
ARGH!
Frustration!

Jeg siger konstant, at NU skal det være, NU skal jeg tage mig sammen og gøre det ige, men sådan går det bare ikke.
Og hvorfor ikke?
Fordi jeg spolerer det for mig selv. Jeg er for doven og for bange til at få gjort noget som helst.
For tænk nu hvis jeg skulle gå glip af noget. Her betyder 'noget' noget mad, men jeg ved jo godt, at hvis mit BMI bliver ved med at være skyhøjt, er der mange andre og vigtigere ting, jeg vil komme til at gå glip af.
Og det er det der er så åndssvagt. Jeg VED jo godt, rent intellektuelt, præcis hvad jeg skal gøre, for at vægten går den rigtige vej, jeg gør det bare ikke.

Men hvad fanden kan jeg gøre ved det?
Helt ærligt er jeg ved at være løbet tør for ideer, for der sker jo ikke noget, når jeg bare siger at NU skal det være. For jeg kan jo altid starte om en time, eller i morgen, eller om en uge.

For fanden altså.