Jeg fik min første som 14-årig af min mormor og morfar, det var en Sagem MC850 (min var dog mørkegrøn) og den havde taletid fra Mobilix. (Dem med den franske dame der sagde 'samtale frrremmerrr forrståelsen!')
Da den ikke kunne mere, var den (som alle andre mobiler ejet af teens dengang) smurt ind i lyserød glimmerneglelak og med tusind smiley-klistermærker på bagsiden. Flot.
Efter den kom Nokia-tiden. Først med 3210:
Jeg havde en del forskellige covers, blandt andet med Kenny fra South Park. Det var et sejt.
Næste Nokia var denn 5210:
Den var egentlig markedsført til håndværkere pga. den robuste gummiskal, men jeg syntes den var ret street, og vigtigst af alt, havde den jo Snake! :D
Den havde desværre også mange fejl, så den var skyld i at jeg gik fra Nokia til SonyEricsson.
Første af dette mærke var T310, der havde farveskærm og minigolf-spil!
Da den var outdatet (ret hurtigt, den havde jo hverken kamera eller rigtige polyfoniske ringetoner!), blev den skiftet ud med min første klaptelefon, Z600:
Den var sej, og igen kom de udskiftelige covers frem hjemme hos mig. I denne periode opdagede jeg for alvor eBay, så den havde ret meget skiftetøj...
Næste omgang var også en klaptelefon, denne gang Z610i, og selvfølgelig i den pink udgave:
Den var med mig indtil sidste efterår, hvor tastaturet gav op, og nu er jeg den (ikke altid) lykkelige ejer af en HTC Hero:
Jeg elsker at den har touch, men den havde mange problemer før softwaren blev opdateret her i foråret, så det er først det sidste halve år jeg er blevet rigtig glad for den.
2 kommentarer:
Det er ret sejt :o)
Vi har haft mange af de samme kan jeg se
(i øvrigt mega cool det der med Kenny)
-Kram fra Christina
Havde faktisk glemt et par stykker af dem, og anede ikke hvad de hed, så det var noget med at søge på mærke og årstal i google ;P
Send en kommentar