Tirsdags tanker...

Hmm, bare for at advare på forhånd, kommer der sikkert ikke noget videre fantastisk ud af dette indlæg. Consider yourself warned.

Er sådan lidt 'blah' for tiden... Er på ingen måde inspireret til noget som helst, og synes bare at jeg er kedelig, mit tøj er kedeligt, jeg laver kun kedelige ting... Måske kan jeg bare ikke tåle at have ferie?(Oh ve oh skræk!)
Men jeg ved jo, at hvis jeg får for meget tid til at tænke, så bliver jeg bare forvirret, ærgerlig, og deprimeret, og det gider jeg ikke! Ikke igen!

For jeg har det jo meget godt, ikke?
Jeg har ikke haft én eneste nedbrydende tudetur i jeg ved ikke hvor lang tid, kan faktisk ikke huske hvornår det sidst skete...
Jeg har en dejlig kæreste, den bedste familie, et hus, en kat, alle de ting jeg kunne ønske mig, og alligevel er jeg ikke tilfreds.
Det lyder enormt utaknemmeligt, sådan set sort på hvidt.
Men sandheder er ikke altid pæne.

Og jeg ved jo godt hvor det hele bunder.
Det bunder i min egen usikkerhed, og mit latterlige selvværd, der aldrig rigtigt har fungeret.
Jeg har jo aldrig været tilfreds med noget jeg har gjort. Selvom jeg fik 11 og 13 i folkeskolen, var det jo bare noget jeg kunne, jeg anstrengte mig jo ikke for det, det skete bare. Så alle de roser der kom dertil, følte jeg aldrig at jeg fortjente, det føltes som om jeg snød.
Gymnasiet var både det samme, og helt omvendt.
I nogle fag gik det fuldstændigt som før, og de høje karakterer kom af sig selv, og var ikke noget værd.
I de fag hvor det gik mindre godt, var det bare ligesom om, at det inde i mit hovede sagde 'ha! Der kan du se! Du havde ret, der er slet ikke noget fantastisk over dig!'.
Dårlig selvsnak ville min pædagog-mor kalde den slags.
Men dårlig selvsnak er noget jeg altid har været skræmmende god til.
Jeg har drevet mig selv ud i nogle ret forfærdelige situationer, fordi jeg har denne her indbyggede mega-jantelov i hovedet, der bare kommenterer på alt.

Spiseforstyrrelse, depression, selvmordsforsøg og cutting.
Og i den rækkefølge.

Først de seneste 8-9 måneder, er det begyndt at være okay at være mig.
På én eller anden måde er selv mit forskruede hovede nået frem til, at der sgu nok ikke er så meget at gøre ved mig, andet end at acceptere, og hjælpe.

2009 har på mange måder været et virkelig sært år.
Men heldigvis mest på den positive måde.

Januar var der hvor jeg sagde stop til sygeplejerskeuddannelsen efter næsten 3½ års kamp med mig selv. Jeg havde en idé om, at det SKULLE jeg bare gennemføre, elelrs var jeg en fiasko.
Det kostede dyrt.
Jeg var sygemeldt med depression og stress af to omgange, og det var også i denne periode at jeg tog rigtig mange kilo på, OG blev indlagt ba-bu ba-bu pga selvmordsforsøg.
Og hvorfor?
Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg søgte ind på den uddannelse.
Det ved jeg stadig ikke.
Jeg har aldrig været nogen 'people-person', og det dér med at skulle SÅ tæt på folk var meget grænseoverskridende for mig.
Sygeplejen var ikke et fag jeg nogensinde havde drømt om at gå ind i. Og alligevel tæskede jeg migselv gennem det i SÅ lang tid.

Jeg har slået mig fuldstændigt til ro med, at sygeplejerske bliver jeg aldrig. Det hverken kan eller vil jeg udsætte mig selv for, og det var en opdagelse der satte mange ting igang.
Jeg var meget lettet det første stykke tid, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke havde nogen indkomst, nu da SU'en var væk. Så må man på jobcentret. Det fortrød jeg bitterligt, meget hurtigt!
Følte mig overset, dårligt behandlet, og dum.
De skulle vide alt for meget, og jeg kunne på ingen måde skaffe dem alle de oplysninger de ville have, for at jeg kunne få den smule kontanthjælp.
Det offentlige system er ikke for samfundets svage.
Jeg opgav at søge kontanthjælp, og er så taknemmelig over at min kæreste gerne ville forsørge mig, imens jeg ikke selv var i stand til at gå på arbejde.

Februar slog mig i gulvet.
Hele den offentlige smøre ovenfor, foregik i slutningen af januar, og da den havde fået mig ned med nakken, havde jeg meget svært ved at se en udvej.
Alt var sort.
Heldigvis syntes min daværende psykiater, at det var en god idé at sætte mig op i antidepressiver, og da de efter nogle uger endelig begyndte at virke, lettede en del af tågen.

Kan helt ærligt sige at jeg ikke husker meget af hverken marts eller april, for jeg foretog mig intet.
Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst, kunne ikke engang læse en bog, eller se en film.
Den periode er noget sløret...

I maj kom jeg op til overfladen.
Pillerne havde fuld virkning, og lysets indtog i verden gjorde alting lidt lettere.
Jeg startede lidt på arbejde igen. Det var rat at komme ud og se andre mennesker, selvom det hurtigt kunne blive for meget.
Jeg startede på Weight Watchers 14. maj, sammen med min søster, for NU skulle det være! Nu skulle alle de klamme kilo af!

I juni var jeg på en lille ferie i Wien med svigerfamilien. Det var super hyggeligt at være sammen med dem, og endnu bedre, at de forstod det når jeg havde brug for lidt tid til at trække vejret.

Juli stod vist mest på arbejde.
Og så liiige den detalje, at min kæreste blev akut indlagt med nyopdaget diabetes type I.
Det var underligt.
Det var jo ham der var den raske, ham der kunne klare hvad som helst, selv mig!
Og pludselig måtte han ingenting, og var ikke hjemme i flere dage, fordi han skulle observeres.
Vi var også ude at se på et hus. Et hus som vi 2-3 uger senere fik at vide var vores!
Vi sad i lufthavnen mandag formiddag og ventede på at skulle afsted til Malta, da mægleren ringede og spurgte om vi kunne komme og skrive under.
Det kunne vi ikke så godt, men ugen efter var på plads på hans kontor, og underskriften blev sat.

August var igen arbejdstid.
Dog fik jeg søgt ind på HGS forløbet på Roskilde Handelsskole, som ville starte 31. august, og vare tre måneder.
Tænkte, at det kunne jeg jo ligeså godt prøve.

September var travl.
Vi flyttede i hus, jeg fik min anden tattovering (sammen med min søster), og HGS var i fuld gang med masser af opgaver og læsestof.
Vi fik istandsat vores gamle lejlighed, så vi ikke skulle tænke mere over den.
Min søster var på en (mere eller mindre tvungen) speeddating-event i København, hvor hun mødte en fyr, som kommer ind i billedet lidt senere...
Sidst i september gik det dog galt. Jeg havde lånt Mandens cykel i nogle dage, da min egen var i udu, men det var en dårlig idé...
Den var nemlig ikke indstillet til mig, og jeg fik det ondeste lændehold man kan forestille sig! Har aldrig haft så ondt!
Jeg kunne ingenting! Kunne ikke gå, sidde eller ligge, så det var ikke sjovt at være mig!

I oktober kom jeg heldigvis til kiropraktor, der kunne kanse lidt af smerten ud af mig, så der kom jeg tit i en periode...
Jeg var så heldig at have efterårsferie, noget jeg ikke har prøvet i mange år.
Derefter stod den bare på flere afleveringer, og også min første elevsamtale.
Jeg havde i løbet af september og oktober sendt over 60 ansøgninger ud til virksomheder der kunne tænkes at have brug for en kontorelev, så endelig var der lidt bid!

Anden dag i november var jeg til min anden elevsamtale. Der gik kun tre dage, så ringede de og sagde at de gerne ville ansætte mig!
Det var en god dag!
Det er ikke nemt at få en elevplads i øjeblikket, og jeg er bare SÅ glad at min veninde fik mig igang med at sende ansøgninger rundt, og at jeg ikke bare tog de par stykker der slog stillinger op, men sendte en ordentlig bunke uopfordrede.
Det værste der kunne ske, var jo at jeg fik nej.
November sluttede med HGS-eksamen (som ikke er en rigtig eksamen, men whatever...), som var hurtigt og smertefrit overstået.

December er fløjet afsted.
Jeg startede som kontorelev med speciale i offentlig administration d. 1., og har derfor været igang hver dag.
Det er lidt sært at skulle arbejde 37 timer om ugen, det er ikke noget jeg har gjort siden jeg arbejdede på en Q8 tank for 5 år siden. Men dette er et meget bedre miljø.
Der er ingen sure kunder, der er ingen der truer, presser eller puster sur gammel øl-ånde i hovedet på én, det er SÅ godt.
D. 5., var jeg på den (efterhånden) årlige juletur til Lübeck med min søster, veninde og søsters veninde. Det var super hygsomt, og klart noget vi gør igen!
Juledage er blevet tilbragt på Bornholm, i selskab med Manden, hans bror+kone+søn og svigerfar.
Meget hyggeligt, og meget afslappende.

I morgen har manden og jeg årsdag.
7-årsdag for at være præcis.
Kan ikke lade være med at tænke på hvor nervøs jeg var idag for 7 år siden, dagen før vi skulle på vores første date. :)
Men det gik jo meget godt, kan man sige ;)
Vi skal bare hygge og en tur i biffen, og se Sherlock Holmes. (Pæne mænd jeg kan se på, seje slåskampe han kan se på, win-win situation :D)

Som sagt øverst blev det nok lidt rodet.
Og dog.
Fik evalueret lidt på året der gak, og kan da konkludere, at de positive stunder langt udvejer de negative.
Det er længe siden jeg har kunnet sige det, helt ærligt, og det er rart.
Det betyder at der ER lys for enden af tunnellen, og at selvom jeg skal tabe 40-45 kilo mere, så kan det nok godt lade sig gøre.

Jeg vil gå ind i 2010 med meget mere optimistiske og åbne øjne, end jeg nogensinde før har gjort.

Hvis du kom igennem hele denne smøre, well done! Jeg giver en øl i lufthavnen. (Eller hvad man nu siger ;))